Syntetiske stimulanser – den aktuelle situation i Europa (Den europæiske narkotikarapport 2026)
Amfetamin, metamfetamin og på det seneste syntetiske katinoner er alle syntetiske stoffer, der stimulerer centralnervesystemet, og som er tilgængelige på det europæiske marked. Her kan du finde den seneste analyse vedrørende syntetiske stimulanser i Europa, herunder udbredelse, behandling, beslaglæggelser, pris og renhed, skadevirkninger mv.
Denne side er en del af Den europæiske narkotikarapport 2026, EUDA's årlige overblik over narkotikasituationen i Europa.
Seneste opdatering: 9. juni 2026
Modstandsdygtigheden i udbuddet af stimulanser skaber udfordringer for sundheden og overvågningen
Amfetamin, metamfetamin og syntetiske katinoner er alle syntetiske stimulanser, der stimulerer centralnervesystemet, og er tilgængelige på det europæiske marked. Historisk set har brugen af amfetamin været mest udbredt, mens metamfetamin og syntetiske katinoner har været mindre tilgængelige og mindre udbredte. De seneste markedssignaler tyder imidlertid på øget brug og udbredelse af metamfetamin, og især syntetiske katinoner, i Europa. Produktionen af syntetiske stoffer i Europa er dynamisk, og den påvirker og reagerer på ændringer i forbrugernes præferencer for bestemte stimulanser. Samtidig fremmer den vækst på markedet ved at introducere nye stoffer i detailhandlen. Forbrugerne kan opfatte forskellige stimulanser som ens i forhold til deres funktion og være villige til at prøve nye produkter. Folk kan også indtage nye erstatningsstoffer uden at vide det. Derfor giver den stigende udbredelse og brug af syntetiske stimulanser anledning til bekymring for flere sundhedsmæssige og sociale problemer. Nye stimulanser, såsom syntetiske katinoner, giver også udfordringer i forhold til overvågning, da nogle eksisterende værktøjer er bedre egnede til at identificere og spore ændringer i forbindelse med velkendte illegale syntetiske stimulanser, såsom amfetamin. Der er behov for overvågningssystemer på flere niveauer, der omfatter mere følsomme værktøjer, såsom forbedrede retsmedicinske og toksikologiske analyser, EU’s tidlige varslingssystem og andre avancerede indikatorer, for at kunne forstå ændringer på markedet på et tidligere tidspunkt.
Skadesbegrænsning og behandling skal tilpasses et marked for stimulanser, der er i konstant udvikling
Selv om amfetamin, metamfetamin og syntetiske katinoner har en lignende kemisk struktur, varierer deres psykoaktive virkninger og sundhedsrisici betydeligt. Nogle syntetiske katinoner, f.eks. 4-CMC, har virkninger og potentielle skader svarende til MDMA og amfetamin, mens andre, f.eks. alpha-PVP (α-pyrrolidinovalerophenon), kan fremkalde stærkere virkninger og skader. Mange syntetiske katinoners indvirkning på mennesker er ikke blevet undersøgt i nogen særlig udstrækning. Blandingsmisbrug øger også sundhedsrisikoen. For alle stimulanser omfatter sundhedsrisiciene overdoser, hjerte-kar-komplikationer, akutte og kroniske psykiske helbredsproblemer og, afhængigt af hvordan de indtages, spredning af infektionssygdomme. Kombinationen af højrisikobrug af stoffer og risikabel seksuel adfærd er også dokumenteret blandt nogle befolkningsgrupper. Rygning af metamfetamin indberettes af fixerrum rundt om i Europa, hvilket giver anledning til yderligere sundhedsmæssige bekymringer. I det seneste årti har 7 europæiske byer i 6 lande rapporteret om lokale hiv-udbrud i forbindelse med injektion af stimulanser, hvilket forekommer hyppigere end injektion af opioider, især blandt marginaliserede stofbrugere (se Narkotikarelaterede infektionssygdomme – den aktuelle situation i Europa). En analyse af rester i sprøjter, som ESCAPE-netværket gennemførte i 2024, bekræfter forekomsten af forskellige stimulanser i mange europæiske miljøer, hvor der injiceres narkotika. De deltagende hospitaler i Euro-DEN Plus-netværket i Europa indberettede fortsat syntetiske stimulanser ved henvendelser om akut forgiftninger til akutmodtagelser i 2024. Med potentialet for hurtige ændringer i tilgængeligheden af stoffer, begrænset viden om sundhedsrisiciene og manglen på en anerkendt farmakologisk behandling af afhængighed er den øgede tilgængelighed af syntetiske stimulanser i stigende grad en udfordring for indsatsmodellerne.
Risiko for øget brug af metamfetamin som følge af produktion og handel
Selvom amfetamin er mere udbredt i Europa, tyder meget på, at brugen af metamfetamin breder sig til et stigende antal lande. Disse stoffer kan fremstilles af benzylmethylketon (BMK), og der beslaglægges fortsat betydelige mængder BMK og kemikalier, som stoffet kan syntetiseres ud fra, i Europa. I 2024 var der i Europa fortsat mange beslaglæggelser af vinsyre, der anvendes til fremstilling af "krystalmetamfetamin" til udvinding af meget stærktvirkende d-metamfetamin fra blandinger fremstillet ved hjælp af BMK-metoder. Selvom de foreliggende data gør det vanskeligt at udtale sig med sikkerhed om den faktiske produktion i de nedlagte metamfetaminlaboratorier, tyder oplysninger fra retshåndhævende myndigheder på, at storskala-produktion fortsætter, hovedsageligt i Nederlandene, men også i Tyskland og Polen. Små "køkkenlaboratorier", der fremstiller metamfetamin ved hjælp af efedrinmetoder, er blevet lukket i Tjekkiet og Bulgarien. Opdagelsen af mellemstore og større produktionsanlæg, der anvender efedrin- eller BMK-baseret syntese i Tjekkiet og visse andre lande, tyder imidlertid på en ændring i fremgangsmåderne og en mulig udvidelse af produktionen til flere EU-medlemsstater. Selvom produktionen af amfetamin fortsat er koncentreret i Nederlandene, Tyskland og Polen, er der anlæg i andre EU-medlemsstater, der forbereder stoffet til detailmarkedet ved at omdanne amfetaminbaseolie til sulfatsalt.
Der foregår handel med amfetamin og metamfetamin på forskellige måder (figur 4.1), og der blev beslaglagt større mængder af begge stoffer i Den Europæiske Union i 2024. Der er rapporteret om store beslaglæggelser af metamfetamin, ofte af mexicansk oprindelse, hvilket tyder på, at stoffet omlastes i Europa på vej til andre destinationer. Samlet set tyder beviser på øget produktion og handel med amfetaminer i Europa – både til det indenlandske marked og til eksport – på, at der er risiko for øget tilgængelighed og brug. Der hersker desuden fortsat usikkerhed om, hvordan begivenhederne i Afghanistan vil påvirke heroinmarkedet i EU, og om der vil ske et skift til stimulanser som erstatning.
Bemærkning: Beslaglæggelser foretaget af det svenske toldvæsen og toldefterforskningskontoret i Frankfurt am Main, Tyskland.
Import og dynamisk produktion er med til at forankre syntetiske katinoner på det europæiske narkotikamarked
I nogle dele af Europa har syntetiske katinoner etableret sig på markedet for illegale stoffer som overkommelige alternativer til andre syntetiske stimulanser og er nu i stigende grad tilgængelige. I 2025 modtog EU's varslingssystem anmeldelser om fire nye syntetiske katinoner, der ikke tidligere var blevet påvist i Den Europæiske Union, hvilket bringer det samlede antal identificerede stoffer til dato op på 181. Samtidig blev der fundet 69 tidligere indberettede syntetiske katinoner på EU's narkotikamarked, hvilket understreger de udfordringer, som overvågningssystemerne står over for. Importen og beslaglæggelserne af disse stoffer i 2024 udgjorde næsten tre gange den samlede mængde beslaglagt amfetamin og metamfetamin. Et mindre antal store importforsendelser fra Indien, hovedsageligt via Nederlandene, tegnede sig for størstedelen af den indberettede mængde katinoner. Betydelige mængder syntetisk katinon produceres også i Europa, hvor store laboratorier er blevet lukket ned og store mængder prækursorkemikalier beslaglagt . Selvom produktionen hovedsageligt er koncentreret i Polen (figur 4.2), nedlægges produktionsanlæg i flere andre lande, hvilket sandsynligvis afspejler en spredning af aktiviteterne og en taktisk unddragelse af lovændringer. Produktionen af syntetiske katinoner i Europa er kendetegnet ved fleksible produktionsanlæg, både hvad angår placering og de fremstillede stoffer, og produktion i stor skala. Det samme laboratorium kan fremstille forskellige syntetiske katinoner ved at justere de anvendte prækursorer eller syntesetrin, hvilket giver narkotikaproducenterne mulighed for hurtigt at tilpasse sig markedets efterspørgsel, tilgængeligheden af prækursorer eller lovgivningsmæssige restriktioner. Selvom en del af produktionen af katinoner er bestemt til EU-markederne, tyder meget på, at visse storstilede operationer er rettet mod eksport og forsyning af det indenlandske marked, hvilket illustreres af afsløringen af et clephedron-laboratorium med stor kapacitet i Letland i 2024 (figur 4.3).
Bemærkning: Beslaglæggelse foretaget af det centrale politiefterforskningskontor.
Bemærkning: Beslaglæggelse foretaget af det lettiske statspoliti.
Data fra stoftesttjenester peger på, at syntetiske katinoner ofte efterspørges bevidst, i hvert fald af nogle mennesker, selv om den katinon, der findes i prøven, ofte afviger fra den, der menes at være købt. Dette afspejler den dynamiske udvikling i produktionen af katinoner og medfører skiftende sundhedsrisici.
Der er forholdsvis få personer, der modtager specialiseret behandling for problemer i forbindelse med brugen af syntetiske katinoner i EU-medlemsstaterne. Antallet er dog femdoblet mellem 2018 og 2024 til ca. 2 700. Blandt disse angiver 17 %, at de primært indtager stoffet ved injektion, og 17 % angiver, at de brugte stoffet dagligt, før de påbegyndte behandlingen.
Syntetiske stimulanser udgør en stadig større udfordring for indsatsen
Da brugen af illegale stimulanser kan føre til en række sundhedsproblemer, udgør disse stoffer fortsat en udfordring for overvågning, politiske beslutningstagere og tjenesteudbydere i Europa. I betragtning af den hyppigere injektion, der typisk er forbundet med brugen af stimulanser, samt de potentielt alvorlige helbredsmæssige komplikationer ved injektion og rygning af metamfetamin, kan enhver stigning i forbruget af dette stof, især blandt sårbare grupper, udgøre en udfordring for skadesbegrænsende tiltag og akutlægetjenesterne. Et øget forbrug af katinoner fremhæver den rolle, som retsmedicinske og toksikologiske analyser spiller for at forstå forbrugstendenserne samt omfanget og arten af eventuelle tilknyttede sundhedsskadelige virkninger.
Nøgledata og tendenser
Udbredelse af og mønstre for brug af syntetiske stimulanser
- Undersøgelser foretaget af 26 EU-medlemsstater mellem 2018 og 2024 viser, at 1,4 mio. unge voksne (i alderen 15-34 år) har anvendt amfetaminer i det seneste år (1,4 % af denne aldersgruppe). Blandt de 11 lande, der har gennemført undersøgelser siden 2023, indberettede 2 lavere skøn end i den foregående sammenlignelige undersøgelse, 5 rapporterede højere skøn, og 4 indberettede en stabil udvikling (se de seneste undersøgelsesdata i figur 4.4). De nationale skøn over brugen af katinoner blandt unge voksne (i alderen 15 til 34 år) i det forløbne år varierer fra 0,1 % i Rumænien til 4,4 % i Nederlandene.
- I rusmiddelundersøgelsen (ESPAD) fra 2024 angav 1,8 % af de 15-16-årige elever, at de mindst én gang i deres liv har brugt amfetamin, og 1,4 % angav at have brugt metamfetamin.
- Blandt de få lande, der indberetter skøn over højrisikobrug af metamfetamin, varierer skønnene over udbredelsen fra 0,42 pr. 1 000 indbyggere (svarende til 250 højrisikobrugere) i Cypern til 5,51 pr. 1 000 (38 200 højrisikobrugere) i Tjekkiet med 4,4 pr. 1 000 (15 725 højrisikobrugere) i Slovakiet.
- I European Web Survey on Drugs fra 2024 i en ikke-repræsentativ undersøgelse af stofbrugere angav 17 % af respondenterne i Den Europæiske Union eller Norge at have anvendt amfetamin, mens 9 % havde anvendt syntetiske katinoner, og 5 % havde anvendt metamfetamin. Blandingsmisbrug var almindelig blandt dem, der brugte amfetamin (91 %) og metamfetamin (87 %).
- Af de 82 byer i 23 EU-medlemsstater samt Norge og Tyrkiet, der har indberettet data om amfetaminrester i kommunalt spildevand for 2024 og 2025, rapporterede 36 (44 %) om en stigning, 19 (23 %) om en uændret situation og 27 (33 %) om et fald (figur 4.5).
- Af de 80 byer i 24 EU-medlemsstater, Norge og Tyrkiet, der har indberettet data om metamfetaminrester i kommunalt spildevand for 2024 og 2025, rapporterede 37 (46 %) om en stigning, 15 (19 %) om en uændret situation og 28 (35 %) om et fald (figur 4.6).
Indskrivning i behandling for brug af syntetiske stimulanser
- Omkring 8 900 klienter skønnes at være kommet i specialiseret behandling for stofbrug i Europa i 2024 med amfetamin som hovedstof, og ca. halvdelen af dem (4 300) var i behandling for første gang (figur 4.7).
- I 2024 eller det senest tilgængelige år udgjorde amfetaminklienter mindst 10 % af de førstegangsbehandlede i Bulgarien, Estland, Kroatien, Letland, Ungarn, Polen, Finland og Sverige.
- Klienter, der kom i behandling og angiver metamfetamin som hovedstof, er koncentreret i Tjekkiet, Tyskland, Slovakiet og Tyrkiet, der tilsammen tegnede sig for 92 % af de skønnede 14 500 metamfetaminklienter, der kom i behandling i 2024. Metamfetamin er involveret ved over 30 % af de førstegangsbehandlede i Tjekkiet, Slovakiet og Tyrkiet (figur 4.8).
- Data fra lande, der indberetter antallet af personer, der påbegynder behandling for brug af syntetiske katinoner, viser en stigning fra 536 klienter i 2018 til 2 671 klienter i 2024, hvoraf 95 % er fra Frankrig, Nederlandene, Spanien, Polen, Ungarn, Belgien og Rumænien (figur 4.9).
- Fixerrum i 15 byer i 12 EU-medlemsstater og Norge leverer data til EUDA. I 2025 blev der indberettet mindst ét tilfælde af brug af amfetamin eller metamfetamin fra fixerrum i 9 byer i 8 EU-medlemsstater. I fixerrum i 3 byer i 3 medlemsstater blev der mellem 2024 og 2025 indberettet mindst en fordobling i brugen af amfetamin og metamfetamin.
Injektionsbrug af syntetiske stimulanser
- Injektion indberettes som den almindelige indtagelsesmåde for brugere, der kommer i behandling med amfetamin som hovedstof, i en række lande, herunder Finland (75 %), Estland (60 %) og Sverige (56 %).
- Omkring 5 % af de amfetaminmisbrugere, der i 2024 – eller det seneste år, hvor der foreligger tal – påbegyndte stofbrugsbehandling i Europa, angav injektion som deres primære indtagelsesmåde.
- En analyse af 3 276 brugte sprøjter fra ESCAPE's netværk af 21 byer i 14 EU-medlemsstater og Norge i 2024 viste, at samlet set indeholdt halvdelen af sprøjterne rester af to eller flere narkotikakategorier. Den hyppigste kombination var et opioid og en stimulans.
- I ESCAPE-dataene blev syntetiske katinoner hyppigt påvist i Paris (71 %), Budapest (58 %), Madrid (30 %), Riga (30 %) og Helsinki (23 %). Der blev fundet 27 forskellige syntetiske katinoner i 2024-kampagnen.
- Amfetamin blev ofte fundet i Tallinn (69 %), Oslo (69 %), Riga (52 %), Budapest (28 %) og Helsinki (21 %).
- Forekomsten af metamfetamin var højest i Brno (72 %), Prag (68 %), Riga (38 %), Amsterdam (37 %), Tallinn (28 %) og Paris (25 %).
Skadevirkninger forbundet med brug af syntetiske stimulanser
- Ved henvendelserne på grund af akut forgiftning på de deltagende hospitaler i Euro-DEN Plus-netværket var amfetamin det tredje hyppigst forekommende stof samlet set i 2024, ifølge indberetninger fra 25 hospitaler i 18 EU-medlemsstater og Norge. Det forekom i 14 % (765) af henvendelser vedrørende akut forgiftning.
- Metamfetamin blev indberettet af 22 Euro-DEN Plus-hospitaler i 2024 og var til stede i 4 % (200) af henvendelser vedrørende akut forgiftning (mod 2,4 % i 2023).
- I 2024 blev katinoner indberettet af 19 Euro-DEN Plus-hospitaler i 13 EU-medlemsstater og Norge. Katinoner var til stede i 2,1 % af henvendelserne vedrørende akut forgiftning.
- De 18 EU-medlemsstater, hvor der foreligger relevante obduktionsdata for 2024, indberettede ca. 1 000 narkotika-relaterede dødsfald, hvor syntetiske stimulanser, herunder MDMA, var involveret (mod 897 i 2023 i de samme lande).
Markedsdata for syntetiske stimulanser
- I 2024 indberettede EU-medlemsstaterne 34 000 beslaglæggelser af amfetamin, svarende til 11,4 ton (mod 10,2 ton i 2023, figur 4.10). Tyrkiet beslaglagde næsten 4,2 ton (mod 3,5 ton i 2023), herunder næsten 15,9 mio. tabletter, der blev beskrevet som "captagon" (mod 14 mio. i 2023). Mellem 2014 og 2024 er den gennemsnitlige renhed af amfetamin i detailleddet faldet en smule (med 8 %), mens gennemsnitsprisen er faldet (med 25 %).
- EU-medlemsstaterne indberettede 14 100 beslaglæggelser af metamfetamin svarende til 6,1 ton i 2024 (mod 1,8 ton i 2023) (figur 4.11). Tyrkiet indberettede 60 300 beslaglæggelser af metamfetamin i 2024, svarende til 25,9 ton, og 7 904 liter (mod 11,5 ton og 10 415 liter i 2023). Mellem 2014 og 2024 er den gennemsnitlige renhed af metamfetamin steget med 21 %, selvom denne stigning ligger under den stigning på 36 %, der blev rapporteret i 2020.
- Den samlede mængde syntetiske katinoner, der blev indberettet som beslaglagt eller importeret af EU-medlemsstaterne i 2024 i alle former, udgjorde 48,5 ton (37 ton i 2023, 27 ton i 2022). De vigtigste stoffer var 2-MMC, NEP, 4-CMC og MDPHP, svarende til 44 ton.
- I 2024 rapporterede 9 EU-medlemsstater om lukning af 110 amfetaminlaboratorier. Desuden blev et anlæg til produktion af amfetamin nedlukket i Norge. Ti EU-medlemsstater meldte om lukning af 252 metamfetaminlaboratorier (mod 251 i 2023). Tyrkiet angav, at 5 produktions- og forarbejdningsanlæg blev lukket.
- Beslaglæggelserne af de prækursorer, der er nødvendige for at syntetisere metamfetamin via "efedrinmetoden" (efedrin og pseudoefedrin), var på 6,4 ton (7,8 ton i 2023). Beslaglæggelserne af BMK, en prækursor for amfetamin og metamfetamin, nåede op på 3 732 liter (mod 5 453 liter i 2023). Desuden blev 21,6 ton stoffer (66,2 ton i 2023), der kan anvendes til fremstilling af BMK, beslaglagt i 2024. I 2024 oplyste Nederlandene, at man havde nedlagt 27 laboratorier, hvor der blev fremstillet BMK.
- Beslaglæggelserne af vinsyre, der anvendes til fremstilling af "krystalmetamfetamin", nåede op på 7,5 ton i 2024 (10,9 ton i 2023).
- EU-medlemsstaterne indberettede i 2024, at de havde lukket 63 produktionsanlæg for syntetiske katinoner, hvoraf nogle var til storskala-produktion (mod 54 i 2023).
- Beslaglæggelserne af kemikalier, der anvendes til fremstilling af syntetiske katinoner, udgjorde 2,6 ton i 2024 (2,1 ton i 2023). De fleste af disse stoffer er ikke registreret.
- I 2025 viste data fra 12 stoftesttjenester i 8 EU-medlemsstater, at størstedelen af de prøver, der viste sig at indeholde syntetiske katinoner, var indsendt som sådan (76 %, 1 534); 16 % (323) var indsendt som et andet stof (hovedsageligt MDMA), mens det forventede stof ikke var angivet for 8 % (154). De prøver, der blev solgt som 3-MMC, indeholdt ofte i stedet 2-MMC.
Se også afsnittene EU's narkotikamarkeder: en indgående analyse og stimulanser: sundhedsmæssige og sociale tiltag.
Kildedata
De anvendte data til generering af infografik og diagrammer på denne side fremgår nedenfor.
Det samlede sæt kildedata for Den europæiske narkotikarapport 2026, herunder metadata og metodologiske noter, findes i vores datakatalog.
En del af de anvendte data til generering af infografik, diagrammer og lignende elementer på denne side fremgår nedenfor.
Datatabeller om udbredelsen af stofbrug, herunder generelle befolkningsundersøgelser og spildevandsanalyser (alle stoffer)
Andre datatabeller, herunder tabeller, som er specifikke for syntetiske stimulanser