Nu, hvor jeg afslutter mit 10-årige mandat som administrerende direktør for Den Europæiske Unions Narkotikaagentur (EUDA), vil jeg gerne dele nogle personlige refleksioner over et årti præget af dybtgående forandringer. Disse år har været bestemt ved kriser og usikkerhed: store terrorangreb i Europa, migrationskrisen, ustabilitet i naboregionerne, brexit, covid-19-pandemien og, for nylig, krigen i Ukraine og andre nye geopolitiske spændinger. Hver af disse begivenheder har påvirket folkesundheden, sikkerheden og den sociale samhørighed. På denne baggrund har narkotikafænomenet i Europa udviklet sig med en hastighed og i et omfang, som jeg ikke tidligere har oplevet i mine 35 år på området.
Et årti med store forandringer
Da jeg begyndte mit mandat i 2016, var heroin stadig det mest problematiske stof, og vi opdagede ca. to nye psykoaktive stoffer (NPS) hver uge. Mens innovation inden for syntesekemi allerede var i hastig udvikling, er situationen i dag markant anderledes. I løbet af de sidste 27 år har EU's system for tidlig varsling vedrørende nye psykoaktive stoffer identificeret mere end 1 000 hidtil ukendte stoffer, og hvert år dukker omkring 400-450 af dem op igen på markedet et sted i Den Europæiske Union. Dette afspejler den ekstraordinære dynamik på det illegale narkotikamarked og den voksende kompleksitet af det, vi skal overvåge.
Den mest markante ændring har dog været den eksponentielle stigning i kokainproduktion og -handel. Denne tendens begyndte i kølvandet på fredsforhandlingerne i Colombia og har udviklet sig til et hidtil uset fænomen. Kokain er i dag mere tilgængeligt, billigere og mere potent i Europa end nogensinde før. Dens ankomst i rekordmængder via skibscontainere har grundlæggende ændret det operationelle miljø for toldmyndigheder, retshåndhævende myndigheder og retsvæsenet. Parallelt hermed er fremstillingen af syntetisk narkotika (amfetamin, metamfetamin, ecstasy) i EU taget til, understøttet af internationalt fremskaffede prækursorkemikalier og muliggjort af stadig mere sofistikeret kriminel logistik.
Denne "hypertilgængelighed" af narkotika har bidraget til en dybtgående forandring i forbrugsmønstre. Brug af flere stoffer på samme tid er blevet normen, og grænsen mellem ulovlig narkotika, ikke-klassificerede stoffer og misbrugte lægemidler udviskes i stigende grad. Mange bruger i dag stoffer ikke kun rekreativt, men også for at håndtere stress, angst eller præstationspres, hvilket afspejler en bredere mental sundhedskrise, der især har ramt unge og blev forværret under covid-19-perioden. Ikke alle disse stoffer er narkotika, og ikke alle er lige farlige, hvilket betyder, at vi er nødt til at ændre vores tilgang: Vi kan ikke betragte alle disse brugere som kriminelle eller "stofmisbrugere", og derfor har vi behov for en ny model, der i højere grad tager højde for den stadigt mere komplekse situation.
Organiseret kriminalitet i udvikling
Dette årti har også vist, hvor meget den organiserede kriminalitet har tilpasset sig, udvidet sig og diversificeret. Mens en stor del af Europas opmærksomhed var rettet mod terrorbekæmpelse, konsoliderede kriminelle netværk deres indflydelse. Som det fremgår i vores tidlige rapporter om EU's narkotikamarked stod narkotikahandel allerede for mindst 30 % af indtægterne fra organiseret kriminalitet i Europa. Det, der har ændret sig, er omfanget og kompleksiteten af disse organisationer samt deres geografiske rækkevidde.
Kriminelle grupper har globaliseret deres aktiviteter og opererer nu samtidigt i deres oprindelsesregioner, på tværs af EU-medlemsstater og i narkotikaproducerende lande. Stigningen i kokainmængderne har intensiveret konkurrencen og medført en stigning i markedsrelateret vold samt en eskalering af de kriminelle gruppers kapaciteter. En afgørende tendens har været fremkomsten af "crime as a service", hvor specialiserede netværk leverer alt fra opførelse af laboratorier i industriel skala til indkøb af kemikalier, logistik og vold på bestilling. Store efterforskninger i de senere år har afsløret hidtil usete niveauer af koordinering mellem grupper, der opererer på tværs af kontinenter.
I Europa spores markant flere laboratorier, hvor der fremstilles syntetisk narkotika, herunder faciliteter med industriel produktionskapacitet. Nogle viser tegn på ekstern teknisk støtte eller internationale forbindelser. Unge rekrutteres via sociale medier og transporteres på tværs af grænser for at begå voldelige handlinger. Denne udvikling understreger de involverede netværks tilpasningsevne og ryggesløshed.
Et mere komplekst internationalt miljø
Det internationale landskab er også under forandring. Mens de primære kokainproducerende lande stadig er Colombia, Peru og Bolivia, har flytningen af kriminelle aktiviteter haft dybtgående konsekvenser for nabolande, herunder Ecuador. Grænser, der er vanskelige at kontrollere, og etablerede handelskorridorer har skabt nye sårbarheder.
Situationen vedrørende produktion af og handel med amfetamin og metamfetamin i andre regioner, såsom Mellemøsten og Centralasien, ændrer sig også hurtigt, både som følge af, eller som drivkraft for, mere strukturelle forandringer i specifikke lande eller regioner. For eksempel tydeliggjorde Assad-regimets fald i Syrien den betydelige rolle, som de nationale myndigheder på højeste niveau spillede i produktionen af og handelen med et amfetamin kaldet captagon.
Et andet eksempel på de globale konsekvenser af lokale beslutninger er Taliban-regimets forbud i Afghanistan mod produktion af opium og dets sandsynlige indvirkning på det europæiske marked for heroin og syntetiske opioider. Det vurderes, at effektiviteten af opiumsforbuddet kan skabe markedsmæssige ubalancer i Europa og føre til, at hullerne i heroinforsyningen bliver udfyldt af syntetiske opioider, en gruppe nye stoffer, som har forårsaget mere end 100 000 overdosisrelaterede dødsfald om året i USA i det seneste årti.
I denne sammenhæng er struktureret internationalt samarbejde fortsat afgørende, på både politisk og operationelt niveau. I løbet af de sidste 10 år er samarbejdet blevet styrket mellem EU og andre regioner i verden, såsom Latinamerika og Caribien, Vestbalkan og Centralasien.
Den politiske dialog med centrale partnerlande – navnlig om kemiske prækursorer og tendenser inden for syntetisk narkotika – er blevet uddybet og vil blive stadig mere afgørende for håndteringen af et sammenkædet globalt marked i hastig udvikling. Samarbejdet på det operationelle niveau er også blevet opskaleret gennem specifikke programmer som f.eks. EU-ACT eller El PacCTO, samt mellem EU-agenturer og partnerlande og mellem europæiske og nationale politistyrker og toldmyndigheder.
Skiftende mønstre for helbredsmæssige og sociale skader
Det skiftende narkotikalandskab hænger sammen med bredere sociale sårbarheder. Europa står over for en presserende udfordring inden for mental sundhed, især blandt unge. Allerede før covid-19-pandemien var der tegn på stigende psykisk overlast, som blev forstærket af pandemien og de efterfølgende forstyrrelser i uddannelses- og samfundslivet. I denne sammenhæng bliver brug af stoffer ofte en måde at håndtere belastninger på.
Et særligt bekymrende problem er kokainafhængighed. Der er dokumentation for, at der typisk går omkring 12-13 år mellem første brug og den første henvendelse om behandling. Da tilgængeligheden af kokain i Europa steg markant for syv til otte år siden, må vi forberede os på en betydelig stigning i efterspørgslen efter behandling. Europa mangler imidlertid stadig bredt effektive behandlingsprotokoller for kokain- og stimulantafhængighed og har ikke tilstrækkelige specialiserede tjenester. Det er nu presserende at investere i forskning, innovation og tjenestekvalitet, og det er her, EU kan gøre en forskel.
Opioider og syntetiske opioider udgør imidlertid fortsat en alvorlig trussel. Selv om vores gennemsnitlige indsatsniveau samlet set er ganske godt, er der betydelige forskelle mellem lande og regioner samt mellem EU og nogle af dets nabolande, herunder landene på Vestbalkan.
De vigtigste områder med plads til forbedring er udbredelsen og gennemførelsen af kvalitetsstandarder for behandling, udviklingen af mere evidensbaserede forebyggelsesprogrammer for enkeltpersoner og deres lokalsamfund samt udformningen og udvidelsen af programmer for skadesreduktion, som er bedre tilpasset nuværende og fremtidige risici og skader.
Til eksempel er der fortsat otte ud af 27 lande i EU, som ikke har indført nogen foranstaltninger for indgivelse af naloxon i tilfælde af opioidoverdoser. I en tid, hvor vi er vidner til en epidemi af opioidrelaterede dødsfald i Nordamerika, er det legitimt at give udtryk for bekymring, men det er afgørende at træffe de rette beslutninger og sikre EU's beredskab mod et muligt udbrud i EU.
Der er gjort bemærkelsesværdige fremskridt i EU over de seneste 30-40 år med udviklingen og indarbejdelsen af skadesreduktion som et centralt princip i en moderne og afbalanceret narkotikapolitik. Ved at udforme indsatser, der mindsker risici og skadelige konsekvenser af narkotikabrug, har disse tjenester reddet liv og forbedret levevilkårene for brugerne, der bevidst er sat i centrum for indsatserne. Hvis EU vil være klar til at håndtere nye udfordringer, vil det være afgørende at inddrage brugere af stoffer og deres familier i dialogen.
Har Europa mistet kontrollen?
Omfanget af narkotikahandel og væksten i organiseret kriminalitet rejser naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt Europa er ved at miste kontrollen. Mit svar er klart: Europa har ikke tabt kampen. Udfordringen er dog enorm, og det kræver en fælles indsats at imødegå den.
I år markerer en vigtig milepæl: indførelsen af den nye europæiske handlingsplan for bekæmpelse af narkotikahandel sammen med en fornyet EU-narkotikastrategi. Disse instrumenter indfører konkrete og koordinerede tiltag, der er udviklet i samarbejde med medlemsstaterne og ledsaget af robust overvågning. I hele Europa styrkes havnenes sikkerhed og koordinering gennem den europæiske havnealliance. Retlige indsatser bliver forstærket, herunder etableringen af specialiserede domstole i lande som Frankrig og Belgien.
Ikke desto mindre må vi erkende, at staternes kapaciteter er blevet udfordret. Gentagne kriser har reduceret de offentlige budgetter, mens kriminelle netværk er blevet stærkere, rigere og mere indbyrdes forbundne. At genoprette balancen i denne ligning vil kræve vedvarende investeringer, ikke kun i retshåndhævelse, told- og retsvæsen, men også i forebyggelse, behandling og social støtte og i styrkelse af lokalsamfundene.
Styrkelse af modstandsdygtighed og samarbejde
Korruption er fortsat en vedvarende trussel. Kriminelle organisationer tilpasser sig hurtigt – når havnene strammer adgangskontrollen, skifter de fokus til andre centrale områder, såsom planlægning af logistik. I nogle lande er personale i retsvæsenet og fængsler blevet truet. Erfaringer fra Italien viser, at stærk juridisk uafhængighed og specialiserede anti-mafia-strukturer er uundværlige for at generobre territorium og genopbygge tilliden til offentlige institutioner.
Vi må også erkende, at mange europæiske byer har kvarterer, der har haft narkotikarelaterede problemer i årtier. Den seneste stigning i vold afspejler ofte underliggende sociale og økonomiske sårbarheder. Styrkelse af lokalsamfundets modstandsdygtighed, forbedring af levevilkår og skabelse af muligheder for unge skal være en del af vores langsigtede strategi.
Et kig fremad
Brexit medførte forstyrrelser i det mangeårige videnskabelige og operationelle samarbejde, men jeg er glad for, at vi nu har udarbejdet en ny bilateral samarbejdsaftale med Det Forenede Kongerige. Når aftalen godkendes formelt, vil den genoprette struktureret samarbejde på afgørende områder såsom tidlig varsling, nye stoffer, skader og lokalsamfundsbaserede indsatser, et vigtigt skridt for begge parter.
Nu, hvor jeg afslutter mit mandat, er jeg dybt taknemmelig for engagementet fra kolleger og partnere i hele Europa og uden for. Jeg er fortsat overbevist om, at Europa har de værktøjer, den viden og de partnerskaber, der skal til for at imødegå de kommende udfordringer. Det moderne narkotikafænomen udgør en trussel på flere niveauer: kriminelt, socialt og sundhedsmæssigt. Det vil kræve enhed, realitetssans og beslutsomhed samt innovations- og tilpasningsevne, hvis truslen skal tackles.
Det, der imidlertid vil garantere vores succes, går langt ud over ressourcer, værktøjer og finansiering. Det vil være vores engagement i vores værdier, i en samfundsmodel baseret på demokratiske principper og respekt for de grundlæggende rettigheder, som alle nyder – også personer, der bruger stoffer. En model, der sætter mennesket i centrum, sikrer alles trivsel og fremmer dialog, respekt og værdsættelse af forskellighed.
Det er, hvad vores europæiske agentur har arbejdet hen imod siden dets oprettelse som Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i februar 1993 – gennem tilvejebringelse af data, information og analyser, der muliggør vedtagelsen af politikker, der i højere grad baserer sig på videnskab, civilsamfundets engagement og stemmerne fra dem med afhængighed tæt inde på livet.
At fremme og støtte beslutningstagning baseret på videnskabelige beviser er en konstant kamp mod vanetænkning, uvidenhed og ond tro i en post-faktuel tid præget af fake news. Den Europæiske Union oprettede Den Europæiske Unions Narkotikaagentur med et nyt og udvidet mandat, som nu har været operationelt siden 2024.
Det har været et stort privilegium og en ære for mig at have tjent som administrerende direktør for agenturet og at have bidraget til at opbygge et mere retfærdigt og effektivt Europa for borgere, for beslutningstagere og for personer, der bruger stoffer, og deres familier.
Jeg forlader denne stilling i visheden om, at EUDA er klar til at udføre sin nye mission, og jeg er overbevist om, at min efterfølger, dr. Lorraine Nolan, vil lede agenturet succesfuldt gennem dets næste udfordringer og videre udvikling. På et mere personligt plan vil jeg fortsat støtte bestræbelserne på at opbygge et sikrere, sundere og mere modstandsdygtigt Europa, og jeg vil gerne rette en inderlig tak til alle, der har bidraget til denne fælles mission i det forløbne årti.
