Kokain – den aktuelle situation i Europa (den europæiske narkotikarapport 2025)

cover of the European Drug Report 2025: cocaine

Næstefter cannabis er kokain det mest brugte illegale stof i Europa, selv om udbredelsesniveauer og brugsmønstre varierer betydeligt fra land til land. På denne side finder du den seneste analyse af narkotikasituationen for kokain i Europa, herunder udbredelse af brug, behandlingsefterspørgsel, beslaglæggelser, pris og renhed, skadevirkninger og meget mere.

Denne side er en del af den europæiske narkotikarapport 2025, som er EUDA's årlige oversigt over narkotikasituationen i Europa.

Seneste opdatering: 5. juni 2025

Hidtil uset tilgængelighed af kokain medfører sundhedsmæssige og sociale skadevirkninger

Kokain er efter cannabis det næstmest brugte illegale stof i Europa. Selv om udbredelse og brugsmønstre varierer betydeligt fra land til land (seUdbredelse af og mønstre for kokainbrug), stiger tilgængeligheden af dette stof stadig. Tilsvarende er der voksende bekymring for, at de sundhedsmæssige og sociale omkostninger forbundet med dette stof stiger betydeligt. 

Kokain findes normalt i to forskellige former i Europa. Den mest almindelige er kokainpulver (som salt), og mindre almindeligt er crack (en fribaseform af stoffet, der kan ryges). Kokain fremstilles af kokaplanten, der dyrkes i Sydamerika. Stoffet kommer ind i Europa via forskellige kanaler, men smugling af store mængder kokain via Europas havne i intermodale kommercielle fragtcontainere medfører en høj tilgængelighed af stoffet. I lande med store containerhavne, der er kendt for at blive brugt af kokainhandlere, er der konstateret en stigning i den narkotikarelaterede kriminalitet, herunder korruption af personale langs forsyningskæderne, intimidering og vold. Andre steder er der bekymring for, at konkurrencen på kokainmarkedet, både på engros- og detailniveauet, nu er en vigtig drivkraft for narkotikarelateret kriminalitet, herunder banderelateret vold og drab i nogle lande. Samtidig synes brugen af kokain, og især crack, at blive mere udbredt, især blandt visse marginaliserede befolkningsgrupper. Samlet set betyder det, at den stigende tilgængelighed og brug af kokain i Europa medfører større omkostninger for samfundet, både med hensyn til indvirkningen på folkesundheden og på grund af den kriminalitet og vold, der er forbundet med kokainmarkedet.

Handelsnetværk anvender flere forskellige metoder til at øge udbuddet af kokain i Europa

I 2023 indberettede EU's medlemsstater for syvende år i træk en rekordstor mængde beslaglagt kokain på 419 ton. Belgien, Spanien og Nederlandene er fortsat de lande, der indberetter de største beslaglagte mængder, hvilket afspejler deres betydning som indgangssteder for kokainsmugling til Europa. Der er observeret en stigning i antallet af beslaglæggelser af mindre laster, hvilket antagelig afspejler en ændring i handelstaktikken. I 2023 indberettede Spanien landets største beslaglæggelse af kokain nogensinde (13 tons) i en enkelt forsendelse, skjult i bananer fra havnen i Guayaquil, Ecuador. I de senere år synes visse andre lande også at have fået større betydning som indgangssteder for kokain til Europa. Disse omfatter Portugal, som har beslaglagt stigende mængder siden 2021, og som indberettede næsten 22 ton kokain i 2023. Tyskland beslaglagde 43 ton kokain i 2023, da store forsendelser på i alt 25 tons blev beslaglagt i Hamborgs havn samme år, hvilket er dobbelt så meget som den mængde, der blev indberettet i 2022 (Figur 3.1).

Figur 3.1. Beslaglæggelser af kokain, svarende til i alt 25 ton, foretaget i Hamborg havn, april til september 2023
Photo of a cocaine seizure made at the Port of Hamburg
Photo of a cocaine seizure at the Port of Hamburg

Bemærkning: Beslaglæggelse foretaget af det statslige kriminalpoliti i Baden-Württemberg.

Handelen med illegale stoffer er yderst dynamisk og tilpasser sig hurtigt til den geopolitiske udvikling, regionale konflikter og ændringer i de kommercielle handelsruter. I den forbindelse menes udviklingen i Colombia, Brasilien og Ecuador alle at have bidraget til den øgede mængde kokain, der smugles til Den Europæiske Union af kriminelle organisationer (se Rapporten om EU's narkotikamarked: () Kokain for en indgående analyse). Dyrkningen og produktionen af kokain steg i Colombia i 2023. Stigningen skyldes en række sikkerhedsmæssige og økonomiske problemer. Ud over brugen af kommercielle containere anvendes der nu en række andre metoder, ofte i kombination, til at undgå opdagelse (se figur 3.2). I september 2023 beslaglagde Irland f.eks. 2,25 ton kokain fra et fragtskib ud for landets sydlige kyst.

Figur 3.2. Eksempler på narkotikahandelsmetoder, der tidligere er indberettet af de retshåndhævende myndigheder i Europa

Handelsmetoder

  • Infiltration af logistiske forsyningskæder
  • Intermodale transportcontainere
  • Containerskift, kodesvindel, udtagningshold
  • Korruption, intimidering af embedsmænd og fartøjsoperatører
  • Større brug af mindre havne
  • Flydende GPS-taggede nedkastninger
  • Opsamling fra moderskibe af små fartøjer
  • Speedbåde, lystfartøjer
  • Delvis nedsænkelige ubåde (narkoubåde, torpedoer)
  • Kemisk kamuflering eller maskering af forsendelser
  • Større brug af almindelig luftfart, små flyvepladser

Efterhånden som forbudsforanstaltningerne er blevet optrappet på vigtige kendte indgangssteder for stoffet, bruger kokainsmuglerne også mindre havne i andre EU-medlemsstater og lande, der grænser op til Den Europæiske Union, og som kan være mere sårbare over for narkotikasmugling. F.eks. blev ca. 1,4 ton kokain i en af Sveriges største narkotikabeslaglæggelser nogensinde konfiskeret i den lille havn Nynäshamn, syd for Stockholm, i april 2024.

Det er nu velkendt, at den illegale forarbejdning af kokainprodukter finder sted i flere EU-medlemsstater med nedlukning af mange kokainlaboratorier hvert år. Kokainforarbejdning i Europa omfatter ofte sekundær udvinding af kokain, der er blevet indarbejdet i andre materialer (f.eks. kemisk skjult i plastik), hvilket gør det vanskeligt at detektere kokain i kommercielle forsendelser. Kokainbase og -pasta smugles i store mængder til Europa med henblik på forarbejdning til kokainhydroklorid. Flere store anlæg til kokainforarbejdning afsløres hvert år. F.eks. blev der lukket seks kokainforarbejdningslaboratorier i Portugal mellem 2023 og 2024, hvilket førte til beslaglæggelse af kokainpasta og kokainhydroklorid.

Kokainets indvirkning på folkesundheden bliver mere synlig.

Af en række praktiske og metodologiske årsager kan kokainrelaterede sundhedsproblemer være vanskelige at overvåge, men der er i stigende grad tegn på, at den høje tilgængelighed af dette stof har en stigende negativ indvirkning på folkesundheden i Europa. Kokain er det næsthyppigste illegale stof, der indberettes af brugere i førstegangsbehandling, og det er nu det stof, der rapporteres hyppigst ved henvendelser om akut stoftoksicitet på kontrolhospitalernes akutmodtagelser. Selv om de europæiske stoftesttjenester ikke er nationalt repræsentative, indberettede de, at kokain var det næstmest almindelige stof, de screenede i første halvdel af 2024. De tilgængelige data for 2023 tyder på, at kokain var involveret i ca. en fjerdedel af overdosisdødsfald med narkotika. Dets bidrag til dødeligheden i Europa er sandsynligvis undervurderet, da kokainbrug kan forværre underliggende hjerte-kar-problemer.

Kokainrester i kommunalt spildevand steg i over halvdelen af byer med oplysninger for 2024 og 2023. Sammen med anden information tyder dette på, at i takt med at kokain er blevet meget og mere tilgængeligt, har den geografiske og sociale fordeling også ændret sig. Særligt bekymrende er brugen af kokain blandt mere marginaliserede grupper i nogle lande. Både rygning og injektion af kokain er forbundet med store sundhedsproblemer, og det er derfor bekymrende, at injektionsbrug af kokain og brug af crack indberettes i et stigende antal lande. Stimulanser som kokain er forbundet med en højere injektionshyppighed og har været involveret i lokale hiv-udbrud blandt injektionsbrugere i syv europæiske storbyer gennem det seneste årti (se Injektionsbrug af stoffer i Europa – den aktuelle situation).

Brug af kokain er forbundet med en række sundhedsskadelige virkninger, som kan omfatte uro, psykose, takykardi (hurtig hjerterytme), hypertension (forhøjet blodtryk), arytmi (forstyrrelser i hjerterytmen), brystsmerter og slagtilfælde. De fleste af de kroniske skadevirkninger vedrørende brug af kokain er forbundet med intensivt forbrug eller højdosis- eller langtidsforbrug, som ud over afhængighed kan øge risikoen for koronararteriesygdom, sygdom i hjertemuskulaturen og slagtilfælde. Kokain og syntetiske stimulanser kan fremkalde eller accelerere psykotiske tilstande såsom stimulansinduceret psykose. Håndteringen af psykiatrisk komorbiditet blandt personer med problemer med stofbrug er fortsat en udfordring, da integreret behandling og mentale sundhedstjenester ofte ikke er til rådighed. Regelmæssig og problematisk kokainbrug er også forbundet med øget risiko for dødelighed som følge af selvmord, ulykker, drab og aids. Samtidig brug af kokain og alkohol er almindeligt, og når de to stoffer indtages samtidigt, er det forbundet med større sundhedsrisici.

Det er en udfordring at behandle mennesker med problemer associeret med deres kokainbrug, hvad enten det drejer sig om klienter, der er mere socialt integrerede og involveret i lejlighedsvis eller episodisk brug af pulverkokain, eller mere marginaliserede grupper, der injicerer stoffet eller ryger crack. De fleste af de kroniske skadevirkninger, der er forbundet med brugen af stimulanser som kokain, er forbundet med intensivt forbrug eller højdosis- eller langtidsforbrug Akutte problemer kan også ramme personer, der bruger stimulanser eksperimentelt, men de er sandsynligvis mindre udbredt, når brugen af stimulanserne er sjælden og i lav dosis.

Selv om vores forståelse af, hvad der udgør en effektiv behandling af stimulansproblemer, bliver bedre, er den stadig forholdsvis begrænset. Den foreliggende dokumentation indikerer brug af psykosociale tiltag, herunder kognitiv adfærdsterapi og beredskabsstyring. I øjeblikket er der ikke tilstrækkelig evidens til kraftigt at understøtte nogen farmakologisk behandling, selv om nogle potentielt nyttige nye farmakoterapier er under udvikling. Behandling af kokainproblemer blandt mere marginaliserede grupper kan være særligt udfordrende, da klienterne også kan have problemer med en række andre stoffer, herunder opioider, eller alkohol, potentielt forværret af socioøkonomiske afsavn, herunder ustabil bolig. Hvad angår injektionsbrug af kokain og rygning af crack, kan de eksisterende tiltag til skadesreduktion, som i vid udstrækning er dem, der oprindeligt blev udviklet med henblik på opioidproblemer, sandsynligvis anvendes til at mindske skadevirkninger tilknyttet indtagelsesmåde. Der er dog brug for yderligere arbejde for at udvikle mere omfattende interventioner, og der er brug for større investeringer for at sikre, at tjenesterne passer til de stigende behov, der ses på dette område i nogle lande.

Nøgledata og tendenser

Udbredelse af og mønstre for kokainbrug

  • I EU angiver spørgeundersøgelser, at næsten 2,7 mio.15-34 årige (2,7 % af denne aldersgruppe) har brugt kokain i løbet af det seneste år (se figur 3.3). Af de 15 lande, der har gennemført undersøgelser siden 2022 og angivet sikkerhedsintervaller, indberettede 6 højere udbredelse i forhold til den foregående sammenlignelige undersøgelse, og 8 lande indberettede en stabil udvikling .
Figur 3.3. Udbredelse af kokainbrug i Europa

This data explorer enables you to view our data on the prevalence of cocaine use by recall period and age range. You can access data by country by clicking on the map or selecting a country from the dropdown menu.

Notes

Prevalence data presented here are based on general population surveys submitted to the EUDA by national focal points. For the latest data and detailed methodological information please see the Statistical Bulletin 2025: Prevalence of drug use.

Graphics showing the most recent data for a country are based on studies carried out between 2013 and 2023.

Prevalence estimates for the general population: age ranges are 18-64 and 18-34 for Germany, Greece, France, Italy and Hungary; 16-64 and 16-34 for Denmark, Estonia and Norway; 18-65 for Malta; 17-34 for Sweden.

  • I rusmiddelundersøgelsen (ESPAD) fra 2024 blev kokain vurderet som let at få fat i af ca. 13 % af de 15-16-årige elever i Den Europæiske Union. I gennemsnit rapporterede 2 % af eleverne at have anvendt kokain mindst én gang i deres levetid, mens mindre end 1 % rapporterede at have anvendt kokain for første gang, da de var 13 år eller yngre.
  • Kokainresterne i kommunalt spildevand steg i 39 ud af 72 byer med data for både 2024 og 2023, mens 17 byer indberettede ingen ændringer, og 16 byer indberettede et fald (se figur 3.4).
Figur 3.4. Kokainrester i spildevand i udvalgte europæiske byer: ændringer mellem 2023 og 2024

Mean daily amounts of benzoylecgonine in milligrams per 1000 population. Sampling was carried out over a week between March and May 2024.
Taking into account statistical errors, values that differ less than 10 % from the previous value are considered stable in this figure.
Source: Sewage Analysis Core Group Europe (SCORE)
For the complete data set and analysis, see Wastewater analysis and drugs – a European multi-city study.

  • I European Web Survey on Drugs fra 2024 – en ikke-repræsentativ undersøgelse af personer, der bruger narkotika, angav 29 % af de respondenter, der bor i Den Europæiske Union eller Norge, at have brugt kokainpulver, crack eller begge dele inden for de seneste 12 måneder. Blandingsmisbrug var almindelig udbredt blandt dem, der brugte kokainpulver, hvor kun 4 % angav ikke at have brugt noget andet stof, herunder tobak og alkohol, ved den sidste brugsepisode. Dette var den højeste indberettede forekomst af blandingsmisbrug for alle stoffer. Deltagerne angav at have indtaget kokainpulver hovedsagelig i en klub eller på en bar (68 %), på en musikfestival eller eller til en fest (62 %) eller i hjemmet (64 %). Med hensyn til brugen af crack blev hjemmet hyppigst angivet som ramme for deres brug af stoffer (86 %).
  • I en analyse af 3 276 brugte sprøjter fra ESCAPE-netværket fra 19 byer i 13 EU-medlemsstater og Norge i 2023 blev der fundet kokain i mere end 50 % af sprøjterne i 6 ud af 19 byer (Dublin, 90 %, Barcelona, 89 %, Thessaloniki, 73 %, Riga, 64 %, Köln, 62 %, Madrid, 56 %).

Førstegangsbehandling for kokainbrug

  • Kokain var det næstmest almindelige problemstof blandt personer, der kom i specialstofbehandling for første gang i 2023, som angivet af anslået 35 000 klienter eller 24 % af alle førstegangsbehandlede (se figur 3.5).
  • Antallet af klienter, der kom i behandling for kokainrelaterede problemer for første gang, steg med 31 % mellem 2018 og 2023.
  • De seneste europæiske data viser en tidsforskel på 13 år mellem førstegangsbrug af kokain i en gennemsnitsalder af 22 år og den første behandling for kokainrelaterede problemer i en gennemsnitsalder af 35 år. For personer, der anvender kokainpulver, er tidsforskellen 14 år (figur 3.5).
  • Over 80 % af de personer, der kom i behandling for første gang, og som angav kokain som deres vigtigste problematiske stof, oplyser, at pulverkokain er den form, de hovedsagelig har anvendt. I 2023 var størstedelen (84 %) af klienterne mænd, en fjerdedel indberettede daglig brug af kokain i den seneste måned, og fire femtedele sniffede primært stoffet.
  • På grundlag af data fra 24 lande, der indberetter historiske data, blev injektion indberettet som den vigtigste indgivelsesvej af mindre end 1,5 % af førstegangskokainklienterne i 2023.

Crack

  • Kun 5 EU-medlemsstater tegnede sig for 80 % af de anslåede 9 900 crack-relaterede påbegyndte behandlinger i 2023 (8 100 i 2022), hvoraf 3 700 var førstegangstilkomne (figur 3.5). Et forbehold her er, at udtrykket "crack" ikke nødvendigvis anvendes på samme måde af alle lande.
  • Antallet af brugere i påbegyndt førstegangsbehandling med crack som hovedstof steg med ca. 35 % fra 2 700 klienter i 2018 til 3 700 klienter i 2023.
  • Over en femtedel af dem, der kommer i behandling for crack, er kvinder (22 % i 2023). 95 % af dem oplyser, at rygning er den vigtigste indgivelsesvej, og 42 % har brugt stoffet dagligt i den seneste måned, inden de er kommet i behandling.
  • I 2023 rapporteredes fra fixerum i 10 byer i 8 EU-lande, at klienter brugte crack, enten alene eller sammen med heroin. Mere end tre fjerdedele (79 %) af forbrugsepisoder i forbindelse med crack involverede rygning. Crack alene blev injiceret i 21 % af stofindtagelsesepisoder og i kombination med heroin i 47 % af episoderne. Fixerum kan være forskellige med hensyn til, om det tillades, at ulovlige stoffer injiceres, ryges eller begge dele.
Figur 3.5. Kokainbrugere, der kom i behandling

Apart from the trends, data are for all treatment entrants with cocaine as the primary drug – 2023 or the most recent year available.

Trends in first-time entrants are based on 26 countries. Only countries with data for at least 5 of the 6 years are included in the trends analysis. Missing values are interpolated from adjacent years. Because of disruptions to services due to COVID-19, data for 2020, 2021 and 2022 should be interpreted with caution. Missing data were imputed with values from the previous year for Spain and France (2023) and Germany (2019).

Skadevirkninger i forbindelse med kokainbrug

Figur 3.6. Tendenser med hensyn til antallet af kokainrelaterede henvendelser til kontrolhospitaler i Euro-DEN Plus-netværket, 2022-2023

Values that differ by less than 10 % from the previous value are considered stable in this figure.

Presentations to the hospital emergency department data presented here are based on the Euro-DEN Plus network. In Nicosia, Parnu, Gdansk, Utrecht and Bucharest there were 10 or less cocaine related presentations in 2023 and comparison with the previous year should be cautious. For the latest data and detailed methodological information please see: Euro-DEN data explorer.

  • Blandt de 20 europæiske lande, der fremlagde data for begge år, var kokain involveret i ca. en fjerdedel (1 051 eller 26 %) af narkotikarelaterede dødsfald i 2023 (956 eller 27 % i 2022).
  • I Spanien var kokain involveret i 60 %) (621/1037) af de narkotikarelaterede dødsfald indberettet i 2022. Evidens for blandingsmisbrug var almindelig ved kokainrelaterede dødsfald, hvor opioider i de fleste tilfælde var til stede, alkohol i over en tredjedel (38 %) og benzodiazepiner i over halvdelen (56 %) (figur 3.7).
Figur 3.7. Toksicitet ved blandingsmisbrug i stofinducerede dødsfald med kokain involveret, 2022, Spanien

* Some cases in this category may also involve alcohol.

Data for 621 drug-related deaths with cocaine involved out of 1037 drug-related deaths in total.

  • Frankrigs netværk af akutmodtagelser Oscour, indberettede en stigning på 17 % i kokainrelaterede tilfælde i 2023, fra 21,2/100 000 besøg i 2022 til 28,8 pr. 100 000 besøg i 2023.

Markedsdata for kokain

  • I 2023 indberettede EU-medlemsstaterne 95 000 beslaglæggelser af kokain, svarende til 419 ton (en stigning fra 323 ton i 2022), hvilket er en rekordstor mængde for syvende år i træk. Belgien (123 ton), Nederlandene (59 ton, ufuldstændige data) og Spanien (118 ton) tegnede sig tilsammen for 72 % af den samlede beslaglagte mængde (figur 3.8). Blandt de andre lande, der indberettede beslaglæggelser af kokain, beslaglagdes rekordstore mængder i 2023 af Tyskland (43 ton), Frankrig (23 ton), Portugal (22 ton), Irland (3,2 ton, ufuldstændige data), Norge (2,3 ton), Sverige (1,5 ton) og Litauen (1,4 ton).
  • Den gennemsnitlige renhed af kokain i detailleddet lå mellem 17 % og 96 % i Europa i 2023, hvor halvdelen af landene indberettede en gennemsnitlig renhed på mellem 66 % og 81 %. Mens prisen på kokain i detailleddet har været stabil gennem det seneste årti, har renheden af kokain vist en opadgående tendens og nåede i 2023 et niveau, der lå 34 % højere end indeksåret 2013 (figur 3.8).
Figur 3.8. Kokainmarkedet i Europa
 

EU + 2 refers to EU Member States, Norway and Türkiye.

Price and purity: mean national values – minimum, maximum and interquartile range. Countries vary by indicator.

  • I 2023 rapporterede EU-medlemsstaterne om lukning af mindst 34 anlæg relateret til kokainproduktion (39 i 2022), hvilket er et vejledende skøn. En betydeligt større mængde af det essentielle kemikalie kaliumpermanganat blev beslaglagt i 2023 (2 082 kg) end i 2022 (173 kg).
  • I 2021 blev kokain nævnt i sammenhæng med 97 000 lovovertrædelser om brug eller besiddelse, ca. 9 af alle lovovertrædelser, hvor stoffet er kendt, hvilket fortsætter den opadgående tendens, der er observeret i de foregående 7 år. Næstefter cannabis var kokain det hyppigst angivne stof i forbindelse med overtrædelser vedrørende brug eller besiddelse.
  • Blandt 11 stoftesttjenester i 10 EU-medlemsstater var kokain det stof, der oftest blev opdaget af tre af tjenesterne i første halvdel af 2024, det samme som i første halvdel af 2023. I samme periode var renheden af de kokainprøver, der blev analyseret af 7 stoftesttjenester i 6 EU-medlemsstater, fortsat høj. I første halvdel af 2023 havde over 55 % af de testede prøver en renhed på 80 % eller derover. I første halvdel af 2024 var den tilsvarende andel 46 %.

Yderligere oplysninger om kokain kan findes i den fælles publikation fra EUDA og Europol "EU's narkotikamarked: Kocain" og EUDA's publikation "Stimulanser: sundhedsmæssige og sociale reaktioner)"
 

Kildedata

Det fuldstændige sæt kildedata for den europæiske narkotikarapport 2025, herunder metadata og metodologiske noter, findes i vores datakatalog.

En del af de anvendte data til generering af infografik, diagrammer og lignende elementer på denne side findes nedenfor.

Datatabeller om udbredelsen af stofbrug, herunder generelle befolkningsundersøgelser og spildevandsanalyser (alle stoffer)

Andre datatabeller, herunder tabeller, som er specifikke for kokain

Button for European Drug Report 2025 survey - click to take survey


Top