Opioidagonistbehandling – den aktuelle situation i Europa (den europæiske narkotikarapport 2025)
Opioidbrugere udgør den største gruppe, der gennemgår specialbehandling, hovedsagelig i form af opioidagonistbehandling. På denne side finder du den seneste analyse af tilbud om opioidagonistbehandling i Europa, herunder nøgledata om dækning, antallet af personer i behandling, behandlingsmuligheder osv.
Denne side er en del af den europæiske narkotikarapport 2025, som er EUDA's årlige oversigt over narkotikasituationen i Europa.
Seneste opdatering: 5. juni 2025
Adgangen til opioidbehandling er fortsat lav i nogle EU-lande, da der opstår nye udfordringer
Selv om flere og flere mennesker nu søger hjælp for narkotikaproblemer, optager personer i opioidagonistbehandling sandsynligvis fortsat en stor andel af de ressourcer, der investeres i stofbehandlingstjenester i mange lande, fordi denne behandling er langvarig På trods af dette varierer adgangen til behandling med opioidagonister i Den Europæiske Union, og i nogle lande er den utilstrækkelig. Desuden udfordres vores tiltag mod opioidafhængighed yderligere af nye forandringer på markedet for opioider, potentielle indvirkninger på optimeringen af behandlingen og udfordringer vedrørende arbejdsstyrken inden for behandlingssystemerne.
Det anslås, at 1,7 mio. mennesker var i behandling for problemer i forbindelse med brug af illegale stoffer i Den Europæiske Union i 2023 (2,1 mio., når Norge og Tyrkiet medregnes). Specialbehandling omfatter en række medicinske (herunder farmakologiske), psykologiske, sociale og adfærdsmæssige tilgange til at stoppe eller mindske stofbrug og injektionsbrug. Samlet set blev det anslået, at en halv million højrisikoopioidbrugere i Den Europæiske Union modtog en eller anden form for opioidagonistbehandling, hvilket fortsat er den vigtigste farmakologiske behandlingsform for personer med opioidafhængighed og kan kombineres med psykosociale indsatser.
Behandlingsmål og -resultater kan variere betydeligt afhængigt af typen af intervention og kundernes behov. Målene for behandlingen kan spænde fra afholdenhed eller reduktion af brug af illegale stoffer til forebyggelse af skadevirkninger, social reintegration og genopretning.
I den seneste vejledning fra EUDA og ECDC om forebyggelse af og kontrol med smitsomme sygdomme blandt injektionsbrugere anbefales det at tilbyde opioidagonistbehandling både ude i samfundet og i fængslerne for at forhindre overførsel af HCV og hiv og for at hjælpe med at reducere risikoadfærd og injektionshyppighed blandt injektionsbrugere. Vejledningen anbefaler også, at der stilles sterilt injektionsudstyr til rådighed ved siden af opioidagonistbehandling for at maksimere dækningen og effektiviteten af tiltagene blandt folk, der injicerer opioider (se også (Injektionsstofbrug – den aktuelle situation i Europa og Narkotikarelaterede infektionssygdomme – den aktuelle situation i Europa ).
Der er dog stadig forskelle fra land til land på, hvor og hvordan behandlingen foregår, og i hvor høj grad der tilbydes tilstrækkelig opioidagonistbehandling til at opfylde behovene hos dem, der har brug for denne form for behandling. Udbuddet af opioidagonistbehandling er fortsat utilstrækkeligt og ligger under de niveauer, som WHO anbefaler, i nogle EU-medlemsstater, der indberetter en høj udbredelse af højrisikobrug af opioider (se Nøgledata og tendenser nedenfor).
Der er også store forskelle i balancen mellem ambulant behandling og døgnbehandling i de nationale behandlingssystemer i de enkelte lande. Omkring 13 % af stofbehandlingen i Europa foregår på døgnbehandlingssteder, hovedsagelig hospitalsbaserede behandlingscentre (f.eks. psykiatriske hospitaler), men de kan også omfatte behandlingsfællesskaber og i nogle lande specialiserede døgnbehandlingscentre i fængsler. Overordnet er det dog mere almindeligt at give behandling med opioidagonister ambulant. Disse kan omfatte specialiserede narkotikabehandlingscentre, lavtærskeltjenester og primære sundhedscentre, inkl. alment praktiserende læger. Nogle lande indførte også mere fleksible muligheder for ambulant behandling under covid-19-pandemien, og mange af dem findes stadig. Desuden begyndte et lille antal lande også at tilbyde nye indtagelsesmåder i forbindelse med behandlingen, f.eks. depotformuleringer af buprenorphin, der gør det muligt for klienterne at få en fast opioidagonistbehandling med en enkelt månedlig injektion. Selv om der er behov for mere forskning, tyder ny evidens på, at denne metode kan bidrage til at lette presset på de ordinerende læger ved at reducere antallet af besøg, som hver enkelt kunde har behov for, og kan også støtte udvidelsen af dækningen til at omfatte landdistrikter eller fjerntliggende områder. Mangfoldigheden af udbydere, uanset lægemidlet, udgør en udfordring for overvågningen af tilbud om behandling med opioidagonister og klientkarakteristika. I nogle lande er der tegn på en nedgang i arbejdsstyrken inden for afhængighedsbehandling, hvor noget behandlingspersonale, f.eks. alment praktiserende læger, ikke udskiftes, når de går på pension eller forlader tjenesten, hvilket potentielt kan udfordre behandlingssystemernes evne til at yde behandling.
Klienter i behandling med opioidagonister har nu mere komplekse behov
Den langsigtede karakter af opioidproblemerne understreges af de tilgængelige data om karakteristikaene af personer, der får opioidagonistbehandling. Dataene viser også, at den del af Europas befolkning, der har haft problemer med heroin, bliver ældre. Dette illustreres af, at næsten 70 % af klienterne i opioidantagonistbehandling nu er 40 år eller ældre, mens under 10 % er under 30 år. Dette har væsentlige konsekvenser for behandlingstilbud og udgifter, idet ydelserne skal imødekomme en række mere komplekse sundhedsbehov hos en befolkningsgruppe, der bliver stadigt mere sårbar. En vigtig overvejelse her er behovet for at sikre effektive henvisningskanaler til mere generelle tjenester med tilbud om behandling af andre aldersrelaterede tilstande. Dette bliver stadig mere nødvendigt for at støtte ældre opioidbehandlingsklienter, der har behov for ældrepleje på grund af de langsigtede virkninger af illegalt stofbrug, men også tobaks- og alkoholforbrug, på deres fysiske sundhed. I behandlingen af denne marginaliserede gruppe skal der også tages højde for en række komplekse og ofte langvarige problemer relateret til psykiske sundhedsproblemer, social isolation, beskæftigelse og boligsituation. Udviklingen af integrerede, tværfaglige og aldersspecialiserede behandlingstilbud til denne gruppe vil fortsat være en vigtig overvejelse i udformningen af politikker og tilbud, da demografien for opioidbrug i Europa fortsætter med at ændre sig.
Blandingsmisbrug og fremkomsten af nye, meget potente syntetiske opioider på de lokale narkotikamarkeder kan øge risiciene ved opioidbrug, især for ældre og personer med komplekse sundhedsbehov. I de tilfælde, hvor meget potente opioider er blevet en fast bestanddel af narkotikamarkederne, er der brug for mere forskning for at undersøge, om er behov for tilpasninger for at sikre, at de nuværende tilgange til opioidagonistbehandling forbliver optimale. Der er rejst bekymring over den fortsatte tilstedeværelse af fentanyl, carfentanil og nitazener i visse europæiske lande. Desuden har udviklingen i situationen med hensyn til heroin, der smugles til Europa fra Afghanistan, yderligere øget usikkerheden i forbindelse med vurderingen af de europæiske narkotikamarkeder. Hvis tilgængeligheden af heroin i Europa reduceres, kan en konsekvens være en stigning i behovet for pleje blandt personer, der bruger meget potente opioider. Dette rejser spørgsmålet om hvilke muligheder, narkotikabehandlingssystemerne har for at hjælpe dem, der er afhængige af sådanne stoffer. Selv om klinisk praksis i Amerika er begyndt at give indblik i den rolle, som metadon og buprenorphin kan spille i behandlingen af en population, der har skiftet fra heroin til fentanyl, findes der i øjeblikket ingen evidensbaserede protokoller. Der er behov for politisk og finansiel støtte til yderligere forskning, navnlig randomiserede kontrollerede forsøg, for at fastslå den potentielle nytteværdi af nye tilgange med eksisterende lægemidler i stofbehandlingssystemerne.
Antallet af yngre personer, der får behandling med opioidagonister, er fortsat relativt lavt og stabilt. Dette kan forklares ved en lavere initiering af opioidbrug blandt unge og aldrende kohorter af klienter i behandling med opioidagonister. I nogle lande indberettes imidlertid om en relativt høj andel af opioidrelaterede dødelige overdoser blandt personer under 30 år, herunder Tyskland, Østrig og Finland, hvilket kan indikere, at der stadig er hindringer for adgang til opioidagonistbehandling for denne aldersgruppe (se Narkotikarelaterede dødsfald – den aktuelle situation i Europa). Udfordringerne her kan være lave tal for fastholdelse i behandling blandt unge, negative opfattelser af opioidagonistbehandling, betænkelig ved at ordinere blandt visse tjenesteydere og mangel på alderssvarende behandlingsmiljøer.
Yderligere oplysninger om sundhedsmæssige og sociale tiltag i forbindelse med opioidbrug, herunder blandt ældre, findes i EUDA's publikation om Sundhedsmæssige og sociale reaktioner på narkotikaproblemer: En europæisk vejledninge.
Nøgledata og tendenser
Antal personer i behandling
- Samlet set blev opioidagonistbehandling givet til af over halvdelen af de anslåede 860 000 højrisikoopioidbrugere i Den Europæiske Union i 2023, ca. 511 000 (523 000 inklusive Norge og Tyrkiet) (figur 12.1). Der er dog forskelle mellem landene. I de lande, hvor der er sammenlignelige data fra 2012 eller 2013, var der generelt en stigning i dækningen. Forsyningsniveauet er imidlertid fortsat lavt og utilstrækkeligt i nogle lande, som skønnes at have et betydeligt antal højrisikobrugere af opioider, f.eks. Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Slovakiet (figur 12.2).
- Data fra lande, der konsekvent indberettede om klienter, der modtog opioidagonistbehandling mellem 2013 og 2023, viser generelt en stabil tendens for behandlingsniveauerne i denne periode med kun små udsving i antallet af klienter, der modtager denne behandling. Det er der forskellige årsager til. I lande med omfattende behandlingstilbud kan det afspejle den ofte kroniske, tilbagevendende karakter af opioidafhængighed og behovet for behandling over en længere periode. I andre lande (f.eks. Letland) kan det afspejle behandlingssystemernes lave kapacitet.
- I nogle lande er antallet af personer, der får opioidagonistbehandling, steget, hvilket afspejler stigende behandlingstilbud, idet 10 lande indberettede en stigning mellem 2016 og 2023, herunder Finland (75 %), Polen (50 %), Cypern (20 %), Sverige (16 %) og Malta (15 %).
#EMBED-edr25-oat-figure-12.1#
#EMBED-edr25-oat-figure-12.2#
Behandlingskanaler
- Selvhenvisning er fortsat den almindeligste vej til speciabehandling af stofbrug for opioidklienter. Denne form for henvisning, som også omfatter henvisning fra familiemedlemmer eller venner, tegnede sig for ca. to tredjedele (64 %) af de personer med primære opioidproblemer, der kom i specialistbehandling for narkotikabrug i Europa i 2023. Næsten en femtedel (23 %) af klienterne blev henvist af sundheds- uddannelses- og socialvæsenet inklusive andre stofbehandlingscentre, mens 7 % blev henvist via det strafferetlige system.
Opioidagonistlægemidler
- 25 lande indberetter om tilbud om mere end ét lægemiddel til opioidagonistbehandling i 2023. Metadon er det lægemiddel, der hyppigst ordineres, og som gives til over halvdelen (55 %) af klienter i opioidagonistbehandling i Europa. Yderligere 35 % behandles med lægemidler baseret på buprenorphin, som er det primært anvendte lægemiddel i 9 lande. Andre stoffer som f.eks. depotmorphin eller diacetylmorphin (heroin) ordineres sjældnere, og det anslås, at det gives til omkring 10 % af de klienter, som modtager substitutionsbehandling i Europa. Syv lande indberetter om et vist tilbud om heroinassisteret behandling, hvis der medregnes ophørte pilotprojekter.
- Fem lande har rapporteret om brug af nyere buprenorphinpræparater: en depotinjektionsvæske, opløsning, og et subkutant implantat. Disse præparater fik en markedsføringstilladelse med gyldighed i hele Den Europæiske Union i henholdsvis 2018 og 2019.
Alternative behandlingsmuligheder
- Der er adgang til alternative behandlinger for opioidbrugere i alle europæiske lande, om end de er mindre udbredte end opioidagonistbehandling. I de 11 lande, hvor der foreligger data i 2023, modtager mellem 3 % og 47 % af alle opioidbrugere i behandling behandlingstilbud, der ikke er klassificeret som opioidagonistbehandling, såsom medicinsk assisteret afgiftning og ambulante eller hospitalsbaserede abstinensorienterede indgreb.
Kildedata
Nedenfor findes de anvendte data til generering af infografik og diagrammer på denne side.
Det fuldstændige sæt kildedata for den europæiske narkotikarapport 2025, herunder metadata og metodologiske noter, findes i vores datakatalog.
En del af de anvendte data til generering af infografik, diagrammer og lignende elementer på denne side findes nedenfor.
