Nye psykoaktive stoffer – den aktuelle situation i Europa (den europæiske narkotikarapport 2024)

cover of the European Drug Report 2024: NPS

Markedet for nye psykoaktive stoffer er kendetegnet ved det store antal stoffer, der er dukket op, og der opdages nye hvert år. På denne side finder du en oversigt over narkotikasituationen for nye psykoaktive stoffer i Europa, understøttet af oplysninger fra EU's system for tidlig varsling om beslaglæggelser og stoffer, der er fundet for første gang i Europa. De nye stoffer omfatter syntetiske og semisyntetiske cannabinoider, syntetiske katinoner, nye syntetiske opioider og nitazener. 

Denne side er en del af den europæiske narkotikarapport 2024, som er EMCDDA's årlige oversigt over narkotikasituationen i Europa.

Seneste opdatering: 11. juni 2024

Fremkomsten af nye potente stoffer og utilsigtet indtagelse giver anledning til sundhedsmæssige bekymringer

Markedet for nye psykoaktive stoffer er kendetegnet ved det store antal stoffer, der er dukket op, og der opdages nye hvert år. Udtrykket "nye psykoaktive stoffer" dækker en bred vifte af stoffer, der ikke kontrolleres af internationale narkotikakontrolkonventioner, selv om nogle af dem kan være underlagt nationale lovforanstaltninger. I 2022 beslaglagde EU's medlemsstater en rekordstor mængde på 30,7 ton nye psykoaktive stoffer (se Beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer nedenfor).

De seneste data viser, at narkotikaproducenter fortsat skaber nye stoffer for at undgå lovlig kontrol, selv om hastigheden for introduktion af nye psykoaktive stoffer på markedet synes at være aftagende. Mellem 2016 og 2022 dukkede der typisk omkring 50 nye psykoaktive stoffer op på markedet for første gang hvert år. Dette tal faldt til 26 i 2023. Derudover opdages der ca. 400 tidligere indberettede nye stoffer på markedet hvert år.

Generelt er sundhedsrisikoen ved disse nye stofforbindelser som regel ukendt, selv om nogle tydeligvis udgør en akut risiko for forbrugerne for alvorlige eller endda dødelige forgiftninger eller andre sundhedsproblemer. Den lovgivningsmæssige kontrol og andre reguleringsforanstaltninger i Europa og tredjelande synes med tiden at have bidraget til at mindske antallet af nye derivater af visse narkotikatyper, navnlig dem, der er sat målrettet ind over for, såsom fentanyl. Andre stoffer, der er designet, så de undgår generiske definitioner i lovgivningen, dukker dog fortsat op, og Kina og Indien er fortsat vigtige oprindelseslande for disse stoffer eller de udgangsstoffer, der skal bruges til at fremstille dem.

Cannabisforbrugere risikerer utilsigtet eksponering for syntetiske cannabinoider

De 9 nyopdagede cannabinoider, hvoraf 4 er semisyntetiske cannabinoider, udgjorde ca. en tredjedel af de nye stoffer, der først blev indberettet til EU's system for tidlig varsling i 2023 (se Nye indberettede psykoaktive stoffer nedenfor).

Den fortsatte fremkomst af nye stoffer på dette område giver anledning til bekymring for, at cannabisforbrugere kan være i risiko for utilsigtet eksponering for syntetiske cannabinoider. Forfalsket cannabis kan ligne ren cannabis, og kan sælges som cannabis til intetanende forbrugere. Det er derfor muligt, at disse forfalskede produkter er bredere tilgængelige, men ofte ikke opdages.

Syntetiske cannabinoider er ofte meget stærke stoffer, og forfalskede produkter indebærer en risiko for forgiftning. En yderligere bekymring er, at spiselig cannabis (fødevarer ofte i form af slik, der typisk er tilsat cannabisekstrakt) er blevet mere tilgængelig på det illegale marked i Europa siden 2021. Ud over risiciene ved disse produkter på grund af deres THC-indhold og muligheden for, at de kan forveksles med lovlige kommercielle produkter, især af børn, er der bekymring for, at nogle af disse produkter indeholder syntetiske cannabinoider. Siden 2019 har mindst 5 lande indberettet identifikation af spiselige produkter med syntetiske cannabinoider i form af slik (vingummi). Der er indberettet tilfælde af alvorlig forgiftning efter indtagelse af slik tilsat syntetiske cannabinoider i Den Europæiske Union.

Syntetiske cannabinoider forekommer undertiden også i prøver af andre stoffer. I maj 2023 blev der f.eks. indberettet et usædvanligt og uventet udbrud af ikkedødelige forgiftninger, der involverede mere end 20 personer i Paris, Frankrig, forårsaget af heroin med syntetiske cannabinoider som fyldstoffer. Ca. samtidig, i april 2023, indberettede Litauen om beslaglæggelse af en lignende forfalsket heroinprøve.

Fortsat mangelfuld viden om sundhedsrisiciene ved HHC og andre semisyntetiske cannabinoider

Der er opstået nye lovgivningsmæssige udfordringer og betænkeligheder med hensyn til potentialet for vekselvirkninger mellem kommercialiseringen af cannabisderivater og markedet for stoffer til fritidsbrug. I 2022 begyndte semisyntetiske cannabinoider, der ikke er kontrolleret i henhold til international narkotikalovgivning, at dukke op på det europæiske narkotikamarked for første gang. Det første var HHC (hexahydrocannabinol), som blev identificeret i maj 2022 og var blevet indberettet af 23 EU-medlemsstater og Norge pr. december 2023. Siden marts 2024 har HHC været opført som et kontrolleret stof i mindst 18 EU-medlemsstater. Der er også identificeret fem andre halvsyntetiske cannabinoider, HHC-acetat, hexahydrocannabiphorol, tetrahydrocannabidiol, tetrahydrocannabiphorol og hexahydrocannabihexol på det europæiske narkotikamarked. Det forekommer sandsynligt, at disse stoffer produceres af cannabidiol udvundet af cannabis med lavt indhold af THC. Indledningsvis blev der handlet halvsyntetiske cannabinoider fra USA, men der er nu tegn på, at de også fremstilles i Europa. De markedsføres online og i butikker som "lovlige" erstatninger for cannabis og omfatter hamp sprayet eller blandet med HHC, som ligner og lugter som cannabis, samt vapes og spiselige produkter. Virkningerne af HHC hos mennesker er ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt, men anekdotiske forbrugerindberetninger antyder, at de subjektivt svarer til virkningerne af cannabis. Nogle af de tilgængelige produkter forekommer imidlertid i former, der kan levere høje doser, hvilket giver anledning til bekymring med hensyn til risikoen for sundhedsskadelige virkninger. Der er behov for mere forskning i konsekvenserne af at indtage disse stoffer, især i højere doser, og i øjeblikket gør manglen på robuste overvågningsdata det vanskeligt at vurdere tilgængeligheden og eventuelle risici forbundet med brugen af disse stoffer.

Syntetiske katinoner bliver stadig mere væsentlige på Europas marked for stimulanser

Syntetiske katinoner er dukket op og er blevet etableret som erstatninger for stimulanser såsom amfetamin i visse dele af Europa.

I 2022 blev store mængder katinoner, f.eks. 3-CMC og 3-MMC, som hovedsageligt kom fra Indien, fortsat beslaglagt i Europa, hvilket tyder på, at disse stoffer nu spiller en stor rolle i nogle lande. Det giver anledning til bekymring, som forstærkes af oplysninger, der tyder på, at katinoner også nu i stigende grad fremstilles i Europa. Katinoner sælges også sammen med eller som andre stoffer, hvilket potentielt øger risikoen for skadevirkninger. I 2022 og 2023 sås der et stigning i indberetningerne til EU's system for tidlig varsling om syntetiske katinoner, der blev solgt som MDMA eller brugt som fyldstof i MDMA.

Nitazener: en ny og stigende sundhedstrussel

Nye syntetiske opioider er ofte meget stærke, hvilket betyder, at en lille mængde kan være tilstrækkelig til at fremstille et stort antal typiske gadedoser, og kan medføre en øget risiko for livstruende forgiftning. I Nordamerika har det syntetiske opioid fentanyl været den største drivkraft bag en folkesundhedsmæssig nødsituation præget af høj dødelighed. Selv om disse stoffer hidtil ikke har indtaget en fremtrædende plads i det europæiske narkotikaproblem, er der nu bekymring for, at risikoen herfor stiger. Nye syntetiske opioider er blevet sat i forbindelse med forgiftningsdødsfald i Europa, og nylige rapporter fra Estland, Letland og Litauen viser, at disse stoffer nu tegner sig for en betydelig del af overdosisdødsfaldene i disse lande. Mindst 163 dødsfald var forbundet med fentanyl og fentanylderivater i Europa i 2022. Mange af disse var forbundet med fentanyl afledt fra medicinsk brug i modsætning til fentanyl produceret til det illegale narkotikamarked.

Syv nye syntetiske opioider blev formelt anmeldt i 2023 til EU's system for tidlig varsling, hvoraf 6 tilhørte den meget stærke gruppe af benzimidazolopioider (nitazenopioider). Dette er det højeste antal nitazenopioider, der er anmeldt på et enkelt år. Siden 2019 har mindst 20 EU-lande indberettet tilstedeværelse af et nitazen. Nitazenopioiderne er tilsyneladende kommet frem efter indførelsen af kontrolforanstaltninger både i producentlandene og andre steder til at begrænse tilgængeligheden af fentanylderivater. Den foreløbige indberetning fra 2023 tyder på en stigning i antallet af dødsfald forbundet med nitazener i Estland og Letland. Desuden blev der indberettet lokale udbrud af forgiftninger forårsaget af nitazener solgt som heroin i Irland og Frankrig.

Der er også indberetninger, der tyder på en stigning i afsløringen af falske lægemidler, der indeholder nitazenopioider. Fremkomsten af nitazener har også været ledsaget af anden udvikling på markedet, hvor nye syntetiske opioider findes i kombination med andre stoffer. Eksempler herpå er fremkomsten i 2021 af "tranq-dope", hvor nye syntetiske opioider blandes med det beroligende og smertestillende veterinærlægemiddel xylazin, samt "benzo-dope" i 2022, hvor nye syntetiske opioider blandes med nye benzodiazepiner (som f.eks. bromazolam).

Det europæiske opioidmarked kan også blive påvirket af udviklingen andre steder. Her skal det navnlig bemærkes, at der for nylig blev indført forbud mod dyrkning af opiumvalmuer i Afghanistan, hvilket synes at have medført en drastisk nedgang i opiumproduktionen. Selv om det stadig er for tidligt at sige definitivt, kan dette betyde en reduceret forsyning af heroin til Europa. Skulle dette ske, er der bekymring for, at nye syntetiske opioider kan være blandt de erstatningsstoffer for heroin, der potentielt kan øge risiciene ved brug af opioider.

Mere generelt kræver fremkomsten af de meget stærke syntetiske opioider, at vi vurderer, om de nuværende tilgange til at forebygge, behandle og reducere skaderne ved opioidrelaterede problemer stadig er egnede til formålet. Det er f.eks. blevet foreslået, at tilgangene til levering af opioidantagonisten naloxon skal revideres, da plejemodellerne muligvis skal tilpasses for bedre at kunne hjælpe personer, der har indtaget nye syntetiske opioider eller blandinger indeholdende nye syntetiske opioider og andre stoffer.

Nøgledata og tendenser

Nye indberettede psykoaktive stoffer

  • Ved udgangen af 2023 overvågede EMCDDA over 950 nye psykoaktive stoffer, hvoraf 26 blev indberettet for første gang i Europa i 2023 (figur 7.1 og tabel 7.1).
  • Ca. 400 nye psykoaktive stoffer blev fundet i beslaglæggelser i 2022 (figur 7.2).
  • I 2023 modtog EU's system for tidlig varsling indberetninger om 9 nye cannabinoider, hvilket bragte det samlede antal, der overvåges, op på 254.
  • Siden 2009 er der identificeret i alt 81 nye opioider på det europæiske narkotikamarked. Der blev anmeldt 7 nye stoffer i 2023 (mod 1 i 2022 og 6 i 2021), hvoraf 6 var meget stærke nitazenopioider, i nogle tilfælde flere hundrede gange stærkere end heroin. Indtil videre er der identificeret 16 nitazener i Europa (figur 7.3).
Figur 7.1. Antal nye psykoaktive stoffer, der for første gang blev indberettet til EU's system for tidlig varsling, opdelt efter kategori, 2005-2023
Tabel 7.1. Anmeldelse af nye psykoaktive stoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1920/2006 (som ændret) og Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA (som ændret) – 2023
Fællesnavn IUPAC-navn EMCDDA-klassificering Dato for formel anmeldelse Land
N-desethyl isotonitazen N-ethyl-2-[2-[(4-isopropoxyphenyl)methyl]-5-nitro-benzimidazol-1-yl]ethanamin Opioider 22.12.2023 Portugal
N-desethyl etonitazen 2-[2-[(4-ethoxyphenyl)methyl]-5-nitro-benzimidazol-1-yl]-N-ethyl-ethanamin Opioider 21.12.2023 Sverige
A-PBITMO (Adamantan-1-yl)(3-pentyl-2-thioxo-2,3-dihydro-1H-benzo[d]imidazol-1-yl)methanon Cannabinoider 18.12.2023 Tyskland
2C-T 2-[2,5-dimethoxy-4-(methylsulfanyl)phenyl]ethan-1-amin Phenethylaminer 14.12.2023 Østrig
Metonitazepyne 2-(4-methoxybenzyl)-5-nitro-1-(2-(pyrrolidin-1-yl)ethyl)-1H-benzo[d]imidazol Opioider 23.10.2023 Sverige
Hexahydrocannabihexol (HHCH) 3-hexyl-6,6,9-trimethyl-6a,7,8,9,10,10a-hexahydrobenzo[c]chromen-1-ol Cannabinoider 18.9.2023 Sverige
Tetrahydrocannabiphorol (THCP) 3-heptyl-6a,7,8,10a-tetrahydro-6,6,9-trimethyl-6H-dibenzo[b,d]pyran-1-ol Cannabinoider 13.9.2023 Belgien
Protonitazepyn 5-nitro-2-[(4-propoxyphenyl)methyl]-1-(2-pyrrolidin-1-ylethyl)benzimidazol Opioider 31.7.2023 Slovenien
1T-LSD N,N-diethyl-7-methyl-4-(thiophene-2-carbonyl)-4,6,6a,7,8,9-hexahydroindolo[4,3-fg]quinoline-9-carboxamid Andet 14.7.2023 Tyskland
NMDMSB 1-naphthyl 4-methyl-3-(dimethylsulfamoyl)-benzoat Cannabinoider 3.7.2023 Ungarn
3'-Me-PVP 1-(3-methylphenyl)-2-(pyrrolidin-1-yl)pentan-1-on Katinoner 8.6.2023 Sverige
CUMYL-3TMS-PRINACA N-(2-phenylpropan-2-yl)-1-(3-(trimethylsilyl)propyl)-1H-indazol-3-carboxamid Cannabinoider 30.5.2023 Sverige
N-sec-butyl-pentedron 2-[(butan-2-yl)amino]-1-phenylpentan-1-on Katinoner 17.5.2023 Frankrig
MDMB-BINACA methyl 2-(1-butyl-1H-indazol-3-carboxamido)-3,3-dimethylbutanoat Cannabinoider 11.5.2023 Sverige
4'-Chloro deschloroalprazolam 6-(4-chlorophenyl)-1-methyl-4H-[1,2,4]triazolo[4,3-a][1,4]benzodiazepin Benzodiazepiner 24.4.2023 Irland
Tetrahydrocannabidiol (H4-CBD) 2-(2-isopropyl-5-methylcyclohexyl)-5-pentylbenzen-1,3-diol Cannabinoider 3.4.2023 Sverige
ADMB-3TMS-PRINACA N-(1-amino-3,3-dimethyl-1-oxobutan-2-yl)-1-(3-(trimethylsilyl)propyl)-1H-indazol-3-carboxamid Cannabinoider 31.3.2023 Tyskland
N-pyrrolidinyl-3,4-DMA 1-[2-(3,4-dimethoxyphenyl)-1-methylethyl]-pyrrolidin Phenethylaminer 23.3.2023 Irland
N-cyclohexyl butylon 1-(1,3-benzodioxol-5-yl)-2-(cyclohexylamino)butan-1-on Katinoner 14.3.2023 Spanien
2’-Fluoro-2-fluoro-3-methylfentanyl N-(1-(2-fluorophenethyl)-3-methylpiperidin-4-yl)-N-(2-fluorophenyl)propionamid Opioider 3.3.2023 Tyskland
Ethyleneoxynitazen 2-{2-[(2,3-dihydro-1-benzofuran-5-yl)methyl]-5-nitro-1H-benzimidazol-1-yl}-N,N-diethylethan-1-amin Opioider 24.2.2023 Estland
Iso-3-MMC 1-(methylamino)-1-(3-methylphenyl)propan-2-on Andet 15.2.2023 Østrig
Etomethazen 2-[(4-ethoxyphenyl)methyl]-N,N-diethyl-5-methyl-1H-benzimidazol-1-ethanamin Opioider 19.1.2023 Sverige
2-Bromomescaline 2-(2-bromo-3,4,5-trimethoxyphenyl)ethanamin Phenethylaminer 12.1.2023 Østrig
2,6-Dibromomescaline 2-(2,6-dibromo-3,4,5-trimethoxyphenyl)ethanamin Phenethylaminer 12.1.2023 Østrig
Hexahydrocannabiphorol (HHC-P) 3-Heptyl-6a,7,8,9,10,10a-hexahydro-6,6,9-trimethyl-6H-dibenzo[b,d]pyran-1-ol Cannabinoider 6.1.2023 Slovenien
Figur 7.2. Antal nye psykoaktive stoffer, der indberettes hvert år efter første opdagelse i EU, opdelt efter kategori, 2005-2022
Figur 7.3. Antal nye opioider indberettet for første gang til EU's system for tidlig varsling, 2009-2023

Beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer

  • I 2022 indberettede 24 lande, at de havde beslaglagt 281 kg syntetiske cannabinoider som plantemateriale (mod 385 kg i 2021). Marihuanaprodukter med lavt THC-indhold udgjorde ca. 30 % af disse beslaglagte materialer svarende til 76 kg (mod 242 kg i 2021) indberettet af 10 lande. Prøverne blev indberettet som enten "hamp" eller "cannabis" eller som indeholdende THC, CBD eller CBG.
  • I 2022 tegnede EU's medlemsstater sig for næsten 26 390 af de 38 860 beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer, der blev indberettet i Den Europæiske Union, Norge og Tyrkiet, svarende til 30,7 af de 31,8 ton, der blev beslaglagt (figur 7.4). Stigningen skyldtes et lille antal store beslaglæggelser af katinoner (3-CMC, 3-MMC og 2-MMC) og ketamin (figur 7.5). Derudover blev der beslaglagt 1 472 liter væsker indeholdende nye psykoaktive stoffer, hovedsagelig GBL (1 115 liter) og HHC (96 liter).
  • I 2022 udgjorde kun fem stoffer mere end 90 % af mængden af nye psykoaktive stoffer beslaglagt i EU-landene: 4 katinoner (3-CMC, 3-MMC, 2-MMC og N-ethylnorpentedron i en mængde på 24,8 ton) og ketamin (2,8 ton, en stigning fra 0,87 ton i 2021) (figur 7.5).
  • I 2022 blev der indberettet 749 beslaglæggelser af nye opioider til EU's system for tidlig varsling, hvoraf 40 % indeholdt carfentanil, og 22 % indeholdt tramadol. Der blev beslaglagt i alt 16,6 kg materiale, hvoraf 50 % (8,2 kg) indeholdt carfentanil, og 31 % (5,2 kg) indeholdt tramadol. De fleste beslaglæggelser fandt sted i Nordeuropa, hvor Estland, Letland, Litauen, Sverige og Finland indberettede 87 % af beslaglæggelserne og 67 % (11,1 kg) af den beslaglagte mængde.
Figur 7.4 a. Beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer i Den Europæiske Union: antal beslaglæggelser, 2006-2022
Figur 7.4b. Beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer i Den Europæiske Union: beslaglagt mængde, 2006-2022
Figur 7.5. Beslaglæggelser af nye psykoaktive stoffer i Den Europæiske Union: beslaglagt mængde, efter stof, 2022

Baseret på alle fysiske former udtrykt i kilo.

Udbredelse af brugen af nye psykoaktive stoffer

  • De nationale skøn over sidste års brug af nye psykoaktive stoffer (bortset fra ketamin og GHB) blandt unge voksne (i alderen 15-34 år) varierer fra 0,1 % i Letland og Norge til 5,1 % i Rumænien. Blandt 15-16-årige skolebørn blev det på baggrund af den seneste europæiske undersøgelse (se ESPAD) fra 2019 estimeret, at langtidsbrugen af nye psykoaktive stoffer varierede fra 0,9 % til 6,6 %, med langtidsbrug varierende fra 1,1 % til 5,2 % for syntetiske cannabinoider og 0,2 % til 2,5 % for syntetiske katinoner.

Forkortelser

Forkortelser for kemiske navne på denne side
Forkortelse Kemisk navn
2-MMC 2-methylmethcathinone
3-CMC 3-chloromethcathinone
3-MMC 3-methylmethcathinone
4-CMC 4-chloromethcathinone, clephedrone
4-MMC 4-methylmethcathinone, mephedrone
CBD cannabidiol
CBG cannabigerol
GHB gamma-hydroxybutyrat
GBL gamma-butyrolacton
HHC hexahydrocannabinol
THC tetrahydrocannabinol

Kildedata

Det fuldstændige sæt af kildedata for den europæiske narkotikarapport 2024, herunder metadata og metodologiske noter, findes i vores datakatalog.

En delmængde af disse data, der anvendes til at generere infografik, diagrammer og lignende elementer på denne side, findes nedenfor.


Top